Inden du begiver dig ud på eventyr i din campervan, kan det være en god ide at kende reglerne for overnatning i Danmark. I Danmark skelner vi mellem at raste og campere!
Campere eller raste - kend forskellen:
I Danmark må du campere på campingpladser. Der findes mange forskellige typer af campingpladser og standarden og antallet af faciliteter svinger. Til gengæld må du gerne raste på parkeringspladser.
Naturstyrelsen skriver:
"Det følger af sommerhuslovgivningen og vejlovgivningen, at campering alene må ske på campingpladser. Dette gælder også for autocampere, campingbiler, campingvogne, telte og lignende transportable konstruktioner. Der sondres i lovgivningen mellem at ”campere” og at ”raste”. At raste betyder, at man parkerer for at hvile sig - fx hvis man sover, slapper af eller indtager mad med henblik på at kunne fortsætte sin kørsel forsvarligt. Hvis man derimod indtager et område for en periode med et andet formål end blot at raste, fx ved at opholde sig på pladsen i en længere periode, slå lejr, have opslåede fortelte og teltlignende konstruktioner på taget eller gøre lignende større indrettelser på parkeringsarealet, betragtes opholdet som campering og kan alene ske på en campingplads."
Læs mere her!
Alternativ til Campingpladser:
Hvis campingpladser ikke lige er dig, findes der bl.a. nedenstående muligheder.
Autocamperpladser:
En lang række af havne tilbyder autocamperpladser. Her er du også velkommen med din minicamper.
På havnene er der ofte gode faciliteter.
Se autocamperpladser på Langeland Her
Privatovernatning:
Du må overnatte på privat grund, hvis du har fået tilladelse af ejeren. Her kommer du langt med venlighed og en 6-pack.
Derudover findes der flere private tilbud man kan benytte sig af. F.eks. "Brug min baghave", hvor frivillige stiller et stykke jord gratis til rådighed til en enkelt overnatning.
Desuden findes der Facebook grupper, hvor du kan få hjælp til gode overnatningssteder.
Husk: Efterlad altid stedet bedre end da du fandt det!
Dette er reglerne i Danmark, vær opmærksom på at reglerne kan være anderledes i udlandet.